I den seneste årlige gennemgang af over 12.000 bekræftede databrud var et menneske involveret i omkring 60 procent af dem. Nogen klikkede, genbrugte en kode eller sendte en fil til den forkerte. Tallet står i Data Breach Investigations Report 2025, og det forklarer, hvorfor IT-sikkerhed på arbejdspladsen i høj grad afgøres af det, medarbejderne gør mandag formiddag, når de har travlt.
Listen her er skrevet til at blive delt med kollegerne. Den følger de samme temaer som modulerne i vores program for it-sikkerhed, og hver vane kan klares uden hjælp fra IT-afdelingen.
Adgang og enheder
1. Brug lange adgangskoder, og brug dem ét sted
En sætning på fire-fem ord er nemmere at huske og sværere at gætte end “Sommer2026!”. Det vigtigste er dog, at koden kun bruges ét sted. Når en webshop bliver hacket, prøver de kriminelle de lækkede koder af på arbejdsmail og andre tjenester. En password manager tager sig af resten, så ingen skal huske 40 forskellige koder.
2. Slå to-trins-login til, hvor det kan lade sig gøre
Med to-trins-login er en stjålet kode ikke nok til at komme ind. Det er et af de syv råd om it-sikkerhed, som Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen giver alle virksomheder. Får I en godkendelsesanmodning på telefonen, som I ikke selv har bedt om, så afvis den og sig det til IT.
3. Lås skærmen, hver gang I rejser jer
Windows-tast + L på pc, Ctrl + Cmd + Q på Mac. Det tager et sekund og gælder også på kontoret, hvor der kommer håndværkere, gæster og bude forbi.
4. Installér opdateringer samme dag
De fleste opdateringer lukker huller, som allerede er kendt af dem, der leder efter dem. “Påmind mig i morgen” tre uger i træk giver tre ugers åben dør.
Mail, beskeder og deling
5. Stop op ved hastesager og ændrede kontonumre
Svindelbeskeder ligner i dag almindelige mails fra chefen, banken eller en leverandør, og mange er skrevet på fejlfrit dansk. Kendetegnet er sjældent stavefejl. Det er presset: betal nu, log ind nu, sig det ikke til nogen. Ring til afsenderen på et nummer, I kender i forvejen, før I gør noget. Vi har skrevet mere om, hvordan AI-skrevet phishing lyder som din chef.
6. Tjek modtageren, før I trykker send
Ifølge Datatilsynets vejledning om de 10 typiske brud handler størstedelen af de anmeldte brud på persondatasikkerheden om oplysninger, der utilsigtet er delt med en forkert modtager. Autoudfyld vælger gerne den forkerte Mette. Kig på modtagerfeltet og den vedhæftede fil en ekstra gang, især når indholdet handler om personer.
7. Del via de systemer, virksomheden har valgt
Private fildelingstjenester og gratis AI-værktøjer er hurtige, men virksomheden mister overblikket over, hvor filerne ender. Er I i tvivl om, hvorvidt et værktøj er godkendt, så spørg. Det er et bedre spørgsmål end det, der kommer bagefter.
Uden for kontoret
8. Behandl hjemmearbejde og tog som åbne rum
Brug virksomhedens VPN på fremmede netværk, og vælg telefonens hotspot frem for café-wifi. Tænk også på skærmen i toget og telefonsamtalen i lufthavnen. Sidemanden behøver ikke hacke noget for at læse med.
9. Hold arbejde og privat adskilt
Arbejdsmail hører ikke hjemme på familiens fælles iPad, og private USB-nøgler hører ikke hjemme i arbejds-pc’en. Det samme gælder på sociale medier: et billede fra kontoret kan vise en skærm, en tavle eller et adgangskort, som ikke var tænkt til offentligheden.
Når noget går galt
10. Sig det med det samme
Den vane betyder mest, og den er sværest. Har I klikket på noget forkert, mistet en telefon eller sendt en fil til den forkerte, så fortæl det til IT eller nærmeste leder med det samme. Hvis personoplysninger er berørt, har virksomheden som udgangspunkt 72 timer til at anmelde bruddet til Datatilsynet, og de timer begynder at tælle, når nogen i organisationen opdager det. En hurtig besked gør det muligt at spærre en konto, før den bliver misbrugt.
Det kræver, at ledelsen tager godt imod den, der melder sig. Bliver en medarbejder skældt ud for at indberette en fejl, får IT ikke den næste at vide.
Fra liste til vane
En liste på intranettet ændrer ikke meget i sig selv. Vaner kommer af gentagelse og af eksempler, som medarbejderne kan genkende fra deres egen hverdag. En sælger, der arbejder fra bilen, har brug for andre eksempler end en bogholder, der godkender fakturaer.
Derfor kan scenarierne i vores træning i grundlæggende it-sikkerhed tilpasses jeres egen hverdag. Indholdet er kvalitetssikret af fageksperter og udviklet af vores læringsdesignere. Vil I se, hvordan det ser ud i praksis, kan I læse om it-sikkerhedskurset til Jeudan eller kontakte os.