Salgstræning

Kunder køber vindermentalitet

By marts 15, 2018 januar 24th, 2020 No Comments
Salgstræning

Kunder køber vindermentalitet

Er du vedholdende og er du villig til at begå fejl? Er du optimistisk og har du flair for, hvornår din salgsstrategi skal ændres for at være mere succesfuld?

Vi vil alle gerne være vindere. Vi vil gerne være sammen med vindere. Vi vil gerne være i vindersituationer. Vindermentalitet er noget du udstråler, og ofte er det dét, kunderne køber. Du kan godt have et vinderprodukt, men hvis du ikke udstråler, at du er en vinder, så kan det være svært at sælge produktet.

Der findes mange mennesker, der har langt større succes end man kunne have forventet af dem, simpelthen fordi de har en stærk vindermentalitet. Vindermentalitet kan mærkes i mennesker, og afspejler den måde du er på og de ting du siger. Det kan have en tiltrækkende effekt, men også en afvisende effekt.

Der er 5 egenskaber, som kendetegner vindere:

1. De elsker det, de laver

Vindere elsker det, de laver. De kan lide spillet og udfordringerne. De har fundet glæden ved det de arbejder med og synes, at håndværket er vigtigere end bundlinjen. Deres arbejde gør dem glade. De er ildsjæle og mener, at det er en gave at få lov til at gøre, det de gør.

2. De føler ansvar for det, de laver

Vindere føler og tager et ansvar for det, de laver. De tager ansvaret for kvaliteten af deres arbejde og for at skabe resultater. De ser muligheder og finder løsninger på eget initiativ. De er forandringsvillige. De tænker aktivt: Hvad kan jeg gøre for at skabe en god forretning? I stedet for at være passive og fokusere på, hvad andre kan gøre for dem. De kender deres tal, de har klare målsætninger og kender deres succeskriterier. De er proaktive, så de er sikre på at nå deres mål.

3. De er optimister

Vindere er optimister. De ser sig selv som en succes og er helt sikre på, at det nok skal lykkes for dem. De giver ikke op, fordi de får modgang. De opfatter modgang som noget positivt – som en mulighed for at udvikle sig. De er vedholdende. De ved, at vedholdenhed betaler sig i det lange løb. De, der står tilbage som vindere, har en kombination af både talent og vilje. Vindere tænker: ” Det skál gå” i stedet for: “Det går nok galt”.

4. De er villige til at begå fejl

Vindere er villige til at begå fejl. Deres grundindstilling er, at alt, hvad der er værd at gøre, er også værd at gøre dårligt – i hvert fald i en periode. De prøver, de fejler og lærer.

Når du skal lære noget nyt, er kvantitet vigtigere end kvalitet. Hvis du skal blive bedre til at sælge, skal du også være villig til at begå de fejl, det kræver. Din kvalitet kommer i takt med dine erfaringer. Hvis du vil gøre alt perfekt fra starten, kommer du aldrig ud af starthullerne. Selvfølgelig skal vi hele tiden arbejde på at hæve standarden for vores arbejde, men dette kan kun ske, hvis vi har personlige erfaringer at bygge på.

5. De er villige til at betale prisen

Vindere er villige til at betale prisen. Koste, hvad det vil. Det betyder, at vi engang imellem må ændre vores strategier for at nå nye højder. Har du solgt på den samme måde i 20 år, mens markedet og dine produkter har ændret sig, skal du være parat til at ændre dine strategier, for at holde dig på toppen. Det betyder, at du skal være villig til at gå ned i resultat i en periode, for at blive endnu bedre til at sælge. Det handler ikke altid om at gøre sit bedste, men derimod om at gøre det, der skal til. Det er ikke sikkert, at vores bedste er det, der skal til. Vi skal være parate til at bryde igennem de begrænsninger, vi ser. Vindere fokuserer på målet og gør de indsatser, der skal til, for at nå det.

God fornøjelse med dit salg!

Salgstræning

Siden 2001 har vi udviklet og leveret branchens bedste salgstræning. Vi ved, at ny adfærd og kompetencer kræver personlig udvikling og en dedikeret indsats. Skal vi også hjælpe dig?